Gemina Termix
I snart 40 år har vi leveret fjernvarmeløsninger til danskerne fra vores produktion i Sunds
Vores historie
I 1973 blev Gemina Beholder- og Maskinfabrik overtaget af John Gislesen efter hans far. Virksomhedens oprindelige forretningsområde var fremstilling af varmtvandsbeholdere, men med John Gislesen ved roret, blev kimen lagt til det Gemina Termix, vi kender i dag som leverandør af intelligente fjernvarmeløsninger.
Virksomhedens markante vendepunkt blev lanceringen af vandvarmeren Termix 20 i 1986. Den innovative vandvarmer ændrede danskernes syn på fjernvarme, og Gemina Termix A/S blev i 1987 grundlagt i Sunds ved Herning. Virksomheden har siden været i konstant udvikling og vækst.
Siden 2004 har Gemina Termix A/S været ejet af Danfoss A/S. Det har styrket vores position på markedet, og samtidig har vi udvidet produktkataloget betydeligt. Vi har i dag vores egen produktion, udvikling, salg, indkøb, kvalitet og service under samme tag, hvilket vi ser som en stor styrke i vores daglige arbejde. Med denne opsætning kan vi agere hurtigt overfor vores kunders behov.
Interessen for fjernvarmekonverteringer er kun blevet større både nationalt og internationalt, ikke mindst efter regeringen fremsatte sin ambition om at reducere Danmarks samlede CO2-udslip med 70 % inden 2030. Her spiller vi også en central rolle. Hos Gemina Termix er vi bevidste om, at vi som virksomhed skal løfte vores del af ansvaret, hvis vi skal nå klimafremskrivningens forudsigelse og sammen gøre Danmarks opvarmning mere bæredygtig.
Den massive efterspørgsel efter intelligente fjernvarmeløsninger har gjort, at vi i august 2023 tog første spadestik til vores femte og hidtil største udvidelse af produktionen i Sunds, så vi i dag råder over et samlet areal på 12.500 kvm.
Udvidelsen er centreret om vores forsendelse og lager samt produktion, som i samme ombæring er blevet yderligere automatiseret, så vi også i fremtiden kan imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter fremtidens fjernvarmeløsninger.